torsdag den 20. september 2012

Det bedste øjeblik i min sommerferie - en genbrugscollage.

Sommerferien er altid et godt emne at arbejde med, når eleverne starter i skole igen, for de har så meget, de gerne vil fortælle. Jeg tænkte derfor, at jeg måtte udnytte den energi, der lå i det på en kreativ og anderledes måde - og det gjorde jeg så for et par år siden.

Eleverne på mit billedkunsthold fik opgaven at fremstille en collage (15*15) ud af gamle reklamer, og emnet, de skulle forholde sig til, var "Det bedste øjeblik i min sommerferie". Det var for flere elever en spændende aha-oplevelse, fordi de blev opmærksomme på billedkompositionen og de forskellige nuancer i farverne, og så syntes de bare, at det var fedt, at de kunne genbruge noget så almindeligt som reklamer.

Processen i forløbet foregik nogenlunde sådan:
  1. Mit udgangspunkt var at klæde eleverne på til opgaven. I forhold til begrebet collage, viste jeg eleverne collager af kunstnerne; Pablo Picasso, Juan Gris, George Braque, Asger Jorn og Georges Braque, og vi talte om de særlige kendetegn ved en collage samt forskelle og ligheder. Derudover talte vi om farverne og om opbygningen af collagerne, herunder også for-, mellem- og baggrund. Det var en berigende billedsamtale, der satte tanker og idéer i gang.
  2. Herefter skulle eleverne i gang. Først fik de til opgave at brainstorme over det bedste øjeblik i deres sommerferie. Da de var færdige med det, skulle de finde ud af, hvordan de gerne ville bygge deres collage op, og til sidst skulle de lave en grovskitse af collagen, som de forestillede sig, at de ville fremstille den. Til formålet fik eleverne udleveret et dokument omhandlende billedkompositioner samt et almindeligt stykke hvidt kopipapir (15*15).
  3. Næste skridt var, at eleverne skulle finde/samle de farver, som de skulle bruge, i forskellige reklamer. Da de var fundet, skulle de rive "reklamerne" i mindre stykker, og begynde at komponere deres collage. Jeg anbefalede eleverne ikke at lime reklamestykkerne på, før de var sikre på kompositionen. Sidste skridt var selvfølgelig, at lime reklamestykkerne fast. Vi sluttede af med fælles billedsamtale om collagerne.
Herunder kan I se seks elevers færdige collager. Rigtig flotte resultater, synes jeg selv - og ja, jeg må også sige, at jeg egentlig også blev overrasket over de farverige resultater gamle reklamer kan frembringe. Det skal helt sikkert afprøves en anden gang.

På kamelryg i Egypten
På elefantryg i Thailand
På cykelferie i Danmark
I sommerhus på Samsø
I marken for at høste
På bilferie i Østrig

Ingen kommentarer:

Send en kommentar